At arbejde hos V. Å. Gram A/S

Som et familieejet firma har pålidelighed, åbenhed og oprigtighed været med til at skabe et solidt fundament for en vedvarende succes, som har betydet en fortsat udvikling igennem flere årtier.

Vi lægger stor vægt på sundhed hos V. Å. Gram A/S. Dette giver sig udslag i et godt arbejdsmiljø, arbejdssikkerhed samt ergonomiske hjælpemidler.

Kollegaer imellem lægges der vægt på høflighed, accept, ærlighed og hjælpsomhed. Det er på den måde, at V. Å. Gram A/S har været i stand til at skabe en medarbejderstab med stor anciennitet samt en stor og loyal kundekreds i hele Europa.

Hos V. Å. Gram A/S har vi nogle moderne, lyse lokaler med et godt indeklima. Vi har gode personaleforhold, en lys kantine med frit WIFI og adgang til køkken og terrasse. Desuden har vi en personaleforening ved navn "KiloGram", der administrerer en gaveordning til kollegaer, samt står for diverse arrangementer og events.

Vi har en uforpligtende omgangstone med respekt for hinandens forskelligheder, og der skal være plads til humor i dagligdagen.

Her kan du læse om, hvad vore kollegaer synes om at være ansat hos V. Å. Gram A/S:

 

Morten O., tegnestuen: "Jeg har været ansat hos V. Å. Gram A/S siden 1995, hvor jeg startede i lære som klejnsmed. Efter endt læretid blev jeg fastansat, og arbejdede på smedeværkstedet indtil oktober 2013, hvor jeg var så uheldig at komme til skade ved et cykelstyrt. Dette bevirkede, at jeg måtte opereres i håndleddet, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne fortsætte min karriere i smedefaget. Derfor stod jeg til at miste mit arbejde.
Heldigvis kom der en åbning i tegnestuen, og virksomheden så en mulighed for, at jeg kunne fortsætte på arbejdspladsen i en ny funktion. Jeg kender de produkter, der fremstilles, og jeg ved, hvilke udfordringer der kan være med tegnematerialet for smedene. Jeg var på diverse kurser for at lære de grundlæggende elementer, og blev endvidere uddannet internt i de forskellige opgaver på tegnestuen.

Jeg har nu arbejdet på tegnestuen siden 2014, og befinder mig rigtig godt her. Selvom jeg nu er blevet funktionær, har jeg stadig tæt kontakt til mine kollegaer på smedeværkstedet."

 

Brian B., montageafdelingen: "Jeg har været ansat siden 16. februar 2016. Som ny medarbejder bliver man rigtig godt modtaget i virksomheden. Både af den daglige leder, men også af de nye kollegaer. Jeg kommer fra Løgumkloster og har tidligere arbejdet i Christiansfeld. Jeg syntes, at det var en rigtig træls køretur hver dag. Det synes jeg ikke mere, efter at jeg er begyndt at arbejde her på virksomheden.
Der er plads til humor i dagligdagen, og opstår der nogle småkonflikter medarbejderne imellem, bliver der hurtigt taget hånd om dem, så det ikke går ud over arbejdsklimaet i afdelingen. Det er også dejligt at se, at ledelsen er synlig, og at direktørerne ikke er bange for at give en hjælpende hånd med, når det er nødvendigt."

 

Se ledige job