Vores historie

Siden starten, tilbage i 1942, har vi været igennem en enorm
udvikling og det er også det, der præger vores måde at drive forretning på i dag.

1942: Virksomhedsstart

V. Å. Gram blev grundlagt i 1942 i Haderslev af Vagn Aagesen Gram, som startede med en produktion af stempelringe. Produktionsstedet var i første omgang et værksted i et baghus ved familien Grams hjem, hvor råvarelageret var placeret i frugthaven.

Stempelringene, som fandtes i mange typer, fremstilledes på drejebænke, slibemaskiner og fræsemaskiner. Lageret kunne i de første år være i et klædeskab. Senere blev køkken og spisestue inddraget til kontor, lager og pakkeri.

Afkastluften fra slibning af ringene blev filtreret i en cyklon. Paradoksalt lever V. Å. Gram A/S i dag bl.a. af at sælge filteranlæg til mange formål. En erfaring og viden, som Sven Gram udnyttede til en ny produktion.

Det samlede areal var kun 100m², da virksomheden var på sit største på denne adresse.

1955: Det næste skridt

I begyndelsen af 1955 flyttede V. Å. Gram til en ny adresse i Haderslev.

Her var pladsen større, så alle aktiviteter kunne samles et sted. Indtil dette tidspunkt blev alle værktøjer fremstillet i et udhus bag værkførerens hus.

Slutkontrollen fik også sit eget lokale.

Fra at have haft godt en linie til at fremstille ringene på, kom man op på 2 linier, og fra at største diameter var ø300mm, øgedes dette til ø500mm.

Omkring begyndelsen af 1960'erne var der ca. 30 personer ansat, hvor produktionen kørte i 2 hold.

1962: Eneproducent

Da Vagn Aagesen Gram startede i 1942 var der ca. 5 virksomheder, der fremstillede stempelringe.

Efter 1962 var virksomheden i Haderslev ene om at fremstille stempelringe i Danmark, efter at B&W havde overladt reservedelstegningerne til de gamle konstruktioner til V. Å. Gram.

For at udnytte den store viden om opbygning af specialmaskiner over standardmaskiner blev der bygget en del maskiner om til andre fabrikker.

For at etablere en egentlig supplerende produktion, påbegyndtes fremstilling af lufthydrauliske maskinskruestikker. Tidspunktet var ca. 1964-65, og produktionen løb indtil 1972.

1970: Næste generation

I 1970 flyttede V. Å. Gram A/S til den forrige adresse i Haderslev Syd, og firmaet blev nu ledet af Vagn Aagesen Grams søn, Sven Gram.

Stempelringsmarkedet var meget ustabilt, mange skibe var oplagte bl.a. i Alssund på grund af erhvervsklimaet i 1970'erne.

Opgaven for V. Å. Gram A/S blev at finde en anderledes og fremtidssikret produktion.

Problemet var, at fremstillingsmaskinerne var meget specielle og kunne kun anvendes til produktion af stempelringe.

1976: Nye veje

Under et kursus (1967) afholdt af Industriforeningen i eksport fik Sven Gram det input at søge efter nye produktionsenheder ved at gennemgå importstatistikkerne fra Danmarks Statistik for at se, om der var varer, der lige så godt kunne fremstilles i Danmark.

Valget faldt på svejserøgsugere. Efter cirka 1 års mislykkede forsøg og produktionsændringer blev produktet endelig en succes og blev solgt for første gang i 1976.

I årene efter kom der nye produkter, således blev verdens første transportable spånsuger med sammenbygget ventilator og udskiller til mindre træværksteder fremstillet. Et produkt, der senere er kopieret over hele verden!

Grunden til det fremtidige V. Å. Gram A/S var blevet lagt.

1982: Procesudsugning

I 1982 kom den første udvidelse for, at procesudsugningsafdeling kunne være der.

På det tidspunkt blev der også bygget en række transportvogne til køleskabsfremstilling. Vores maskinpark var begyndt at blive mere alsidig.

I efteråret 1984 blev det besluttet at stoppe produktionen af stempelringe 1. november 1985.

Hele produktionsapparatet blev solgt til det hollandske firma Rottink. Grunden til salget var, at udsugningsdelen havde vist stor fremgang, og vi manglede plads. Desuden var den steget til 50% af omsætningen og gav et positivt resultat hvert år.

1990: Ekspansion

Som følge af den store ekspansion på produktsiden blev i 1990 en svejsehal på 300m² bygget, samtidig med at kontorerne blev moderniseret.

Samme år startede Grethe Gram som bogholder.

I 1995 blev pladsen blevet for trang, og der blev bygget overfladebehandling, montage og lager.

I 1999 blev et decideret råvarelager etableret, og der blev bygget undervisningslokaler.

1999: 3. generation

1. februar 1999 startede så den første af den 3. generation i firmaet, Morten Gram.

I 2003 begyndte Henrik Gram i firmaet, og pr. 1. juli 2004 kom så det andet generationsskifte.

Grethe og Sven Gram sælger V. Å. Gram A/S til Henrik Gram og Morten Gram.

Efter overtagelsen i firmaet af 3. generation gik udviklingen hurtigt. Salget blev fordoblet på 4 år, og virksomheden udvider i 2008 produktionskapaciteten med yderligere 50%.

I 2012 kunne V. Å. Gram A/S fejre sit 70-års jubilæum, og den fortsatte vækst betød efterhånden, at forholdene på Klintevej 4 blev for små, da der her ikke var plads til flere udvidelser. Derfor flyttede firmaet i maj 2015 til Lysbjergvej 10 i Hammelev v/Vojens til 3 gange så store bygninger.

 

2015: Det nye domicil

På baggrund af store vækstrater i de seneste 20 år har V. Å. Gram A/S konstant udvidet for at kunne forbedre produktionskapaciteten og forhold for de ansatte. Med flytningen til det nye domicil på Lysbjergvej er mange ønsker gået i opfyldelse.

Med vort nuværende brede produktsortiment samt traditionen og interessen for ny- og videreudvikling, hvor vi er med til at sætte nye standarder eller opfylde eksisterende lovkrav, er vi yderst godt rustet til at gå i krig med fremtidens udfordringer.

Da størstedelen af vores produktion eksporteres til udlandet, må vi også have en finger på pulsen overfor de store udfordringer, som skabes som følge af globaliseringen. Bl.a. regelmæssige besøg på nationale som internationale messer er med til at skabe grundlag for dette. Også internt forsøger vi at være på forkant med tiden, da vi bl.a. investerer i tæt samarbejde i teams, de nyeste teknologier og automatisering.

Som rådgivende og producerende virksomhed mærker vi i stigende grad vigtigheden og nødvendigheden ved en målrettet og kompetent vejledning ved valg af produkter samt ved produktion af disse, da kravene skærpes både på nationalt som internationalt niveau hele tiden.

Netop vores mangeårige erfaring, ekspertise og grundige kendskab til markedet gør os i stand til at håndtere de nuværende udfordringer, men også at kunne finde løsninger for og til vore kunder i fremtiden.

2022: Nyt navn

Igennem årene har virksomheden fået et stigende fokus på flere internationale markeder, og her er navnet V. Å. Gram ikke så mundret og sigende, som man godt kunne ønske sig.

Derfor besluttes det at skifte navn, pr. 1. januar 2022, til Gram Clean Air A/S.

Med det nye navn følger også et nyt logo og en ny visuel identitet, der skal afspejle den transformation, virksomheden har taget gennem årene. Gram Clean Air A/S er en moderne og strømlinet virksomhed, der producerer nogle af markedets bedste ventilations- og filtreringsløsninger til industrien.

Det ønsker man at synliggøre med et moderne og stilrent udtryk, der også byder på et nyt slogan: ”Next Level Industrial Air Solutions”.