06.07.2018 15:41

Sommeren 2018

Produktionen på V. Å. Gram A/S holder ferielukket i ugerne 29, 30 og 31. Dog vil salgsafdelingen være bemandet i hele perioden, og det vil være muligt at få leveret reservedele og lagervarer.

Som altid står vi til disposition med råd og vejledning vedrørende ordrer og nye projekter.


Tryktabskurve for svingbar emhætte type LE

Vi oplever en stigende interesse for vores svingbare emhætte type LE, idet den løser problemet med at afdække længere svejsesømme eller punktophæftninger, uden at svejseren skal standse op og flytte sit punktsug undervejs.

Derudover giver den kraftige armkonstruktion også mulighed for montering af andre emhætter op til 1000x1000mm eller slibepaneler, hvilket muliggør mange fleksible sugeløsninger, som ellers ville få en meget stationær karakter.

Da vi har modtaget adskillige forespørgsler på tryktabskurver for LE armene, har vi i de seneste uger haft disse til gennemmåling i vores testcenter og har nu opdateret hjemmesidens brochureside med en fyldestgørende kurve.

Se ligeledes vores YouTube video, som viser hvor effektivt et sug, der opnås med denne løsning.

Se video HER


Projekt for Dalsgårds Pavilloner

Dalsgård pavilloner skulle i forbindelse med etablering af en ny produktionshal bruge spånudsugning til deres afkortersave, pladesave og fræsemaskiner. Samtidig var der også et ønske om, at det skulle være muligt at rengøre med det samme anlæg.

Tommy Berthel fra GK Danmark's Kolding-afdeling stod for projektet og har kontaktet V.Å. Gram A/S for sparring og løsningsmuligheder i forbindelse med projekteringen.

Dalsgård arbejder i træ med afkorter- og pladesave, når de producerer deres pavilloner. Arbejdet foregår således, at det kan planlægges i kortere driftsintervaller på maksimalt 3 timer ad gangen.

Løsningen med et FRS roto-renset filter med en frekvensstyret ventilator, der styres via en tryktransmitter for at sikre konstant tryk og transporthastighed er her optimal.

Filter og ventilator er udlagt for op til 2000 m³/h svarende til 2-3 samtidige åbninger, afhængigt af det tilsluttede udstyr. Spånsugeren har et statisk tryk på op til 7000 Pa, og dette er med til at sikre, at anlægget altid har tilstrækkeligt tryk til den forhåndenværende opgave. Med dette tryk bliver det også muligt at rengøre omkring maskinerne med anvendelse af de medfølgende gulvsugestænger for støvsugning.

Filteranlægget er lavet med automatisk roto-rens i stedet for det normale manuelle roto-rens - sammen med automatikken med trykovervågning sikres rens efter hvert brug af filteret. Dette er med til at sikre anlæggets funktion og at forlænge filtermediernes levetid.

Installationen er lavet komplet med transferrør for at sikre, at spåner ikke samler sig i rørene og hænger i sammenbøjningerne som i normale spirorør. En anden fordel ved transferrør er mindre tryktab, da rørene er mere tætte, og dermed ledes mere af sugeevnen ud til de ønskede punkter.

Gå tilbage